Retningslinjerne for afholdelse af landsdækkende- og kredsstævner i Rally Lydighed
Generelt
Disse retningslinjer supplerer bestemmelserne i DcH’s håndbog og er gældende for afholdelse af landsdækkende- og kredsstævner i Rally Lydighed i Kreds 3.
Oprettelse af stævne og indbydelse
Når stævnekalenderen for Kreds 3 er fastlagt, skal stævnedatoen hurtigst muligt oprettes i DcH’s onlinekalender.
Indbydelsen til kredsstævner skal være tilgængelig i DcH’s onlinekalender senest 6 uger før stævnets afholdelse.
Koordinering af dommere
Dommerkoordinatoren kontakter de relevante dommere med henblik på endeligt tilsagn senest 3 måneder før stævnet.
Lokalforeningen orienteres om, hvilke dommere der deltager i stævnet, senest 2 måneder før stævnedatoen.
Lokalforeningen informerer herefter dommerne om, hvilke klasser den enkelte dommer skal dømme, senest 3 uger før stævnet.
Resultatlister
Resultatlister fra alle stævner skal indsendes i overensstemmelse med kredsmappe afsnit 5.9, ”Indsendelse af resultater”.
Kørepenge og refusion
Kørepenge til dommere og dommeraspiranter refunderes af kredsen efter stævnet ved indsendelse af et samlet bilag til kredskassereren.
Kørepenge i forbindelse med deltagelse i JM refunderes efter et gennemsnit baseret på årets afholdte stævner.
Pokaler og præmier
Lokalforeningen er forpligtet til at udsætte pokaler eller præmier efter følgende princip:
- Én pokal/præmie for hver påbegyndt 5. startende hund
- Mindst 1 og højst 3 pokaler/præmier i hver klasse
Stævne og test – forskel og afgrænsning
Alle stævner gælder til oprykning i henhold til reglerne i stævneprogrammet.
Ved test gælder følgende:
- Testresultater indføres ikke i resultathæfter
- Der udleveres ikke diplomer eller præmier
- Der kan ikke opnås placeringspoint
Lokalforeningen skal inden åbning for tilmelding beslutte, om arrangementet afholdes som stævne eller test.
Arrangementet betragtes som én samlet helhed og kan ikke opdeles.
Planlægning af kommende års stævner
Planlægning af stævner for det kommende år sker på et kredsrådsmøde, indkaldt af kredsbestyrelsen i oktober måned.
Dato: 1. juni 2012